Prostitution - før og nu

NU: At falde og rejse sig igen

 Vendepunktet
Det var koldt og jeg kunne se min egen ånde, mens jeg stod og ventede på en af de andre piger, som var gået op i klubben med en kunde. Jeg ville virke normal, derfor stod jeg ved busstoppestedet line 10 på Skelbækgade. Jeg ventede på, at hun skulle blive færdig med sin kunde. Jeg skulle ikke ud og lave penge selv havde vi aftalt. Da der var 3 busser, der havde passeret mig, kom der en nydelig herre omkring de halvtreds og spurgte: ”Kan vi finde ud af noget? Du og mig?” Han tilbød 500 kr. for et lille put, men sagde bagefter: ”Hmm, vil du have 700 kr. så for du også det, men så skal det være hjemme hos mig i Stevnsgade på Nørrebro”.

Skelbækgade 2007, privat foto

Jeg plejede ikke at tage med kunderne hjem. Forretningerne plejede jeg at ordne i kundernes biler, oppe eller nede i klubberne, og skulle det gå rigtigt stærkt, foregik det oppe under Dybbølsbro. Men dette var et fedt tilbud lidt over markedsprisen, så ja hvorfor ikke? Min pusher boede lige i nærheden på Nørrebro. Jeg accepterede. Kunden inviterede mig med over på Cafe Centrum, hvor vi sad og drak en øl, hvorefter der blev ringet efter en taxa, og vi kørte ud mod Nørrebro.

Så sagde kunden til taxachaufføren: ”Ja, jeg har lige været inde efter en luder i gaden.” Jeg følte mig lige pludselig flov, hvorfor skulle han lige sige sådan? Nå, fuck ham tænkte jeg.

Vi stoppede på adressen og gik mod døren i opgangen. Da vi åbnede døren stod der en stor hund på størrelse med en mindre pony. Nikotinen drev ned af væggene, fyldte æskebæger og glas med gamle sjatter stod rundt omkring. Der lugtede af bodega og de ternede duge kunne lige så godt være lånt fra en.

”Har du ikke tænkt dig..” brummede han, ”Jo, jo, ro på, jeg skal ryge den her smøg først”. Hvorpå kunden gik over og åbnede skuffen og rodede lidt i den, mens hans sagde: ”Nå, du er måske bange for at du ikke får dine penge, din so?” Da han så vendte han sig om, holdt han en kniv i hånden. Lynhurtigt greb han mig i kraven og pressede kniven mod min hals. ”Få så det tøj af eller jeg slå dig ihjel, din luder.” Jeg blev helt klar i hovedet og tænkte 1000 tanker, fuldstændigt som på film. Kunden råbte af mig: ”Jeg slår dig ihjel, din so! Der er aldrig nogen, der vil savne dig, din so”. Jeg viste, det var sandt.

Ved et sandt mirakel fik jeg skubbet kunden til side, så jeg kunne komme over til døren og ud af den. Jeg røg op til overboen og bankede på døren og blev lukket ind. Alle mine ting lå dernede. Overboen var narkoman, så han ville ikke ringe efter politiet, da de solgte stoffer fra sin lejlighed. Jeg satte mig ned for at komme lidt ovenpå igen, jeg hørte ham (kunden) tage af sted i en taxa igen. Han kom tilbage efter ca. 20 min, med en ny kvinde. Hun blev fuldbyrdet voldtaget og skamferet i ca. 2 timer, før vi fik hende ud fra lejligheden. Vi anmeldte kunden og han fik 1 år og 9 mdr. fængsel.

Efter overfaldet i Stevnsgade var jeg blevet rigtigt bange: bange for at få hiv, bange for kunderne, bange for at miste livet. Stofferne kunne ikke slukke min afsky og afmagt længere, jeg kunne ikke bære mit liv mere, men jeg blev ved med at trække i ca. 2 år.

 Stofferne – ligegyldighed og lykkerus
Jeg tog stoffer for at leve og levede for at tage stoffer. Jeg havde været narkoman i mere end 20 år på dette tidspunkt. Det var startet med et enkelt fix, dengang hvor jeg bare var 17 år gammel. Jeg husker det første fix som en befrielse. Med blodet strømmede heroinen op i armen, videre til hjertet, hvorfra det forsatte op gennem halsen og til hjernen, hvor det hurtigt trængte fra blodet gennem nervecellernes fedtholdige membraner og over i det område, der kontrollerede mine følelser. Som brikker i et puslespil passede heroin-molekylerne perfekt til den del af mine hjerneceller, som fik mig til at føle velvære, tilfredshed og ligegyldighed med verden omkring mig. Jeg havde ikke nogen ide om at jeg kunne dø af det stof, jeg var begyndt på. Jeg mærkede bare, hvordan roen bredte sig i kroppen og alt det kaos, der skulle forestille sig være mit liv forsvandt. Det var lige præcist, det jeg havde søgt efter. Jeg havde fundet mit foretrukne stof og jeg ville have mere.

Det blev til 23 år i helvede. Stofferne førte til splittelse af min familie, jeg mistede alt omkring mig som tiden gik. Min datter ville i mange år ikke se mig. Jeg mistede helt mig selv, jeg brød alle mine grænser og levede til sidst på gaden som en gadejunkie.

Barndommen
Mine små laksko klikkede hver gang mine fødder ramte fortovet. Et stykke bag mig gik min far. Han var en stor mand på ca. 2 meter. Han var tandlæge og min mor hjemmegående husmor. Hun var den smukkeste kvinde i den lille by, hvor jeg kom fra, og hun syede alt vores tøj til min bror og mig.

Selvom min mor var hjemmegående havde vi barnepiger og husbestyrerinde til alt det grove i huset og haven.

Mine forældre blev skilt da jeg var 9 år gammel, og derfra begyndte mit liv at gå skævt. Jeg følte, det var min skyld, og jeg klarede mig ikke specielt godt i skolen, og helt galt blev det, da jeg startede med hashrygningen som 11-årig. Jeg fik aldrig af vide, at jeg var elsket. I stedet blev jeg overdænget med skindtasker og dyre sko, sågar en pony da jeg ikke var mere end 5-6 år gammel.

Privat foto

 At pushe og trække på gaden
Jeg var træt af altid at blive snuppet af politiet for alle de tyverier, jeg begik i supermarkeder. Politiet kendte mig snart for godt nede i gaden, hvor jeg åndede og levede som gade pusher. Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle blive prostitueret. Jeg havde altid fordømt de kvinder, der solgte sig selv.

Istedgade op mod Københavns Hovedbanegård, privat foto

En dag hvor jeg var løbet tør for stoffer, og ikke kunne afregne med min pusher ville jeg lige prøve; bare denne ene gang.. Her brød jeg løftet til mig selv, og mine grænser fik ingen ende. Ja, det gik jo også overraskende let, det var en kunde som skulle have fransk (med munden). Kunderne tog jeg med ned i Nonstop (porno biograf) i en kabine, hvor der kun var plads til en uhumsk madras, som var plettet af sperm, et lille fjernsyn og på den bare væg hang der en skraldespand og en stor rulle toiletpapir. Jeg skulle bare have et fix for hver kunde jeg havde haft; der skulle nemlig bare fyldes på for at holde følelserne af skyld og skam på afstand. Jeg havde kunder af alle slags lige fra den pæne forretningsmand og familiefaren til fulde Åge nede fra Mågekroen - jeg kunne ikke længere se forskel på de kunder, som købte mig for 200-700 kr. for ca. 20 min ad gangen. Nu var penge magt, så jeg kunne få det næste fix. 

Non-stop biografen på Istedgade. Kabinerne i biografen fungerer som værelse, når de prostituerede skal tilfredsstille kunden. Privat foto.

Afgiftning
En dag nede ved Mariakirken hørte jeg, at min gamle pusher var set på cykel ude på Østerbrogade, han er vist clean. ”Ja, ja den er god med dig”, svarede jeg, men rygtet bed sig fast i mig. Jeg tænkte, hvis han kan, så kan jeg også. Jeg havde da ikke set ham i lang tid, og troede at han var død, men nej jeg hørte den samme historie et stykke tid efter igen. Så vidste jeg, at det måtte være sandt; at han var blevet clean. Jeg mærkede et håb dybt inde, et lys blev tændt, jeg ville også være clean nu, så jeg gik derefter op på Reden og bad om hjælp til at gå med mig på distriktscentret og høre om et behandlings tilbud.

Afgiftning efter 23 år som narkoman, privat foto.

Jeg kom i behandling d. 27. marts 2000, hvor jeg blev afgiftet med en kold tyrker. Jeg husker, hvordan jeg hamrede armen ind i væggen i et forgæves forsøg på at få slangerne, der vred sig rundt under huden til at forsvinde. Smerterne var værre end noget andet, jeg nogensinde havde oplevet før. Det var som om alle mine muskler og led blev trukket, revet vredet fra hinanden - sådan lå jeg de første 4 døgn. Jeg bad til Gud om, at jeg måtte slippe ud af dette helvede og få ro, og jeg faldt i dyb søvn i ca. 4 timer. Så startede det hele på ny: jeg kastede op og afføringen løb ud af mig. Jeg var flov over min tilstand, men det var okay at være i behandling. Det var tidligere narkomaner, der afgiftede mig, og de havde alle været det samme sted. Efter den kolde tyrker kom jeg i kontakt med mig selv, det havde jeg ikke været siden jeg valgte, at slutte med heroinen, og det var skæmmende. Nu skulle jeg lære at tage ansvar, overholde aftaler og være sammen med andre mennesker og ikke mindst at kunne holde mig selv ud, og lære mig selv at kende igen. 

Efterskrift
Jeg er nu stoffri på 8. år, har taget en studentereksamen på HF. og er nu ansat på en døgninstitution. Jeg er i gang med at læse til pædagog. Min datter på 23 år har skænket mig et lille barnebarn, mit liv er smukt og jeg elsker livet i dag.