Prostitution - før og nu

NU: At være en luder

 

Vejen ind i prostitution
Da jeg var i prostitution, så jeg mig selv som en luder. Som noget jeg var særlig velegnet til at være. Det man i miljøet kalder for ’den fødte luder’.

Jeg kom ind i prostitution, fordi jeg stort set kun connectede på en seksuel måde med mænd. Det havde jeg gjort siden jeg var lille, hvor min far misbrugte mig seksuelt.

En aften da jeg sidder med en kær veninde på et af vores stamværtshuse, fortalte hun mig, at hun lige var begyndt at hustle. Da chokket havde lagt sig, blev dét at hun allerede var begyndt, en super nem vej ind i prostitutionsmiljøet – jeg fulgte lige efter og vi overbeviste hinanden om, at vi sagtens kunne passe på hinanden. Vi troede også på det. I hvert fald indtil den dag hun blev voldtaget af en sexkunde.

Annoncer fra Ekstra Bladet 31. marts 2008.

Jeg havde i forvejen rigtigt mange "one-nighters", og lige meget hvor mange mænd jeg scorede, så kedede de mig alle sammen. Jeg stod ligesom tilbage med en tomhed og mangel på et eller andet, jeg ikke kunne formulere hvad var. Som havde jeg et hul inden i, jeg ikke kunne mætte eller proppe til. Alt taget i betragtning, tænkte jeg, kunne jeg i det mindste proppe penge ned i det hul. Og det hjalp faktisk også - for en tid.

"Det er jo os, der griner hele vejen til bankboksen"
Det var en tid hvor jeg følte mig værdifuld, fordi jeg kunne lave tusindvis af kroner på en nat. Det så ud som supernemme penge; hurtige og uden omkostninger. Hvad betød det dog at man skulle have sex med en mand, så længe han var ren, o.k. pæn og ellers ikke slog? Det føltes endog som supernemme penge, når jeg gled ind på taxiens bagsæde om natten for at tage hjem igen, med en taske fuld af hundrede- og femhundredekroner sedler. Jeg følte mig smart, kæk – ovenpå. Jeg havde styr på det, magt og kontrol, for nu kunne mænd kun få adgang til mig, via deres pengepung.

Foto: M. W. Georgios

Det var sgu smart, tænkte jeg. Jeg synes, jeg var rigtig smart. "Det er jo os, der griner hele vejen ned til bankboksen" sagde vi kvinder til hinanden, i pauserne mellem sexkunderne.

Godt nok var det ikke længere mig, der udvalgte hvilke mænd jeg skulle have sex med; der var ikke noget med at sige "nej". Ingen sexkunder skulle afvises, ikke engang fem minutter i lukketid. Da jeg startede, blev der sagt: "Du kan bare sige nej, skat, hvis du ikke vil!".

Men når alt kom til alt, så var alle sexkunder velkomne, for hvis ikke, kom jeg bare til at skylde bordelmama eller alfonsen eller nogle af alle de andre, der tjente på, at jeg hustlede. Man skal ikke skylde penge i det miljø – jeg havde set skræmte kvinder på flugt fra voldelige mænd, der opkrævede gæld.

Så jeg tænkte på noget andet, flygtede væk i mine tanker og det var nemt nok. Kroppen kunne fint klare sig uden mig. Jeg troede, jeg kunne beskytte mig med alle mine facader og illusioner om at have magt og kontrol. Og jeg troede også på, at sexkunderne kun kom ind i min krop, ikke ind i min sjæl.

Den uvirkelige virkelighed
Det var godt nok ikke så fedt, den nat da jeg gik ned ad Strøget i min røde sommerkjole og høje hæle, på vej til D’Angleterre hvor et bachelor-party ventede mig og nogle andre kvinder, og et par unge fyre løb forbi mig, råbende i forbifarten: "Der går en luder!" Hvorfor de råbte, vidste jeg ikke. Jeg syntes ikke jeg skilte mig ud fra andre kvinder. Men det var en fuldtræffer, lige ind under den hårde skal og ind i det bløde kød.

"Kan man se det på mig?!" Jeg panikkede kort, og så trak jeg endnu en facade ud over den første: "Ja, men du har fand'me ikke råd, kammerat!" tænkte jeg.

På grund af min distance til mig selv og omverdenen, føltes det i starten ikke destruktivt, når jeg løj om, hvor jeg havde været, hvornår og med hvem etc. Stort set ingen kendte til mit dobbeltliv. Mit liv som pædagog med singlelejlighed på Nørrebro og den tanke, at jeg kunne være escortgirl om natten, var lige så ekstrem urealistisk som filmen "Pretty Woman". 

Ikke desto mindre var det den uvirkelige virkelighed, jeg bevægede mig i. Ingen behøvede at undre sig over mine eksotiske rejsemål eller over min eksplosiv voksende garderobe, for jeg løj flittigt. Jeg løj om, hvordan jeg tjente ekstra penge ved at tage flere vagter som pædagog, om en lav husleje og ingen studielån eller hvad jeg hurtigt kunne rive af mig af løgne. Og så ellers undgå for meget snak om mig selv. Så ingen vidste, at jeg hurtigt fyrede mindst 30.000 kroner af om måneden. På ingenting.

Jeg købte intet af værdi men måtte bruge de penge, jeg lavede om natten. De var på en måde værdiløse, bare papirlapper som nok kunne give mig ting. Men i takt med at pengene mistede deres værdi, gik det op for mig, hvor værdiløs jeg følte mig.

Jeg løj om alt
Jeg løj for alle om alt, og løgnene begyndte at tære på min egen selvrespekt. Samtidig begyndte det at føles som tab af magt og kontrol, når sexkunderne kom for at købe mig. Eller rettere; de kom for at købe illusionen "Nikki", som jeg skabte for deres penge. Dét, som jeg i starten så let havde skabt, blev sværere og sværere, at få hejst op på de høje hæle. Det havde været så let, fordi det lignende alt det jeg kendte til fra min kontakt med mænd, siden jeg var en lille pige.

Men nu begyndte det at gøre ondt, både fysisk og psykisk. Om morgenen, efter en nat med escorten, følte jeg mig beskidt, klistret og ja, bare led ved mig selv. Uanset hvor meget jeg badede, og hvor meget parfume jeg kunne købe mig til, så lugtede jeg bare stadig af mandeparfumer. Hverken smøger eller kaffe kunne fjerne smagen af gummi i min mund, og jeg fandt ikke længere nok værdi i at være en sexkilling, der kunne putte kondomer på med munden.

Det havde været fedt at føle mig høj på penge, høj på at sexkunderne ville betale Nikki mange penge igen og igen. Men nu blev også det tomt. Jeg ville ikke mere, og jeg kunne ikke længere. Jeg blev så træt af de mænd i den periode.

Jeg havde aldrig haft respekt for mig selv, men nu mistede jeg også respekten for mænd, uanset om det var mænd som kom for at købe mig eller bare mænd, jeg mødte i andre situationer. Og til sidst var det så slemt, at jeg frygtede jeg ville slå på en og måske endda slå en mand ned og ende med en voldsdom.

Kampen for selvrespekten
Det var helt forkert, og heldigvis evnede jeg at gribe fat i mig selv og rive mig selv ud af den afhængighed, jeg havde fået af de mange penge. Jeg kontaktede en mandlig psykiater, og kæmpede mig tilbage til et liv, hvor jeg kunne mærke mig selv og især respektere mig selv.

Det blev sagt højt, at jeg blev seksuelt misbrugt som barn. Og ad den vej blev det et farvel til prostitutionen og et goddag til et liv, hvor jeg ikke længere skulle gøre noget seksuelt for nogen, som en del af en handel eller en måde at være noget værd på.

I dag kan jeg se tilbage på den tid og forstå, hvor meget ondt jeg gjorde mig selv. Sådan måtte det være dengang, men det er bestemt ikke noget jeg kan anbefale nogen andre; at være i prostitution.