Prostitution - før og nu

Kampen mod loven

”Det er vor Overbevisning, at der blandt de Onder, hvorunder de civiliserede Samfund lide alle vegne, ligesom hos os, ikke er noget, som er større eller i sine Følger fordærveligere baade for Legeme og Sjæl end den overhaandtagende Usædelighed. Det er fremdeles vor Overbevisning, at disse Følger i høj Grad forværres, hvor Statsstyrelsen paatager sig at ordne Usædeligheden ved Love og Politiforanstaltninger.”

 Det var udgangspunktet, da Foreningen imod Lovbeskyttelse for Usædelighed blev stiftet i februar 1879. Foreningen konstituerede sig som afdeling under en internationale føderation, der bekæmpede lovmæssig regulering af prostitutionen.

Forening i kamp mod prostitution

Den nystiftede forenings hovedformål var at bekæmpe den tiltagende usædelighed. Den blev efter foreningens opfattelse blot forværret af den statskontrollerede prostitution, der ville føre øget moralsk forfald og undergravning af folks anstændighedsfølelse med sig.

Med prostitutionslovens ensidige fokus på sælgeren af seksuelle ydelser mente foreningen desuden, at den krænkede kvinden og folks retsfølelse. Der var ikke noget ”farligere og mere ødelæggende for et Samfunds Udvikling end det, at Kvinden ved Lovbestemmelser bliver vilkaarlig Magt undergiven og derved nedværdiges i hele sin Stilling.”

Christmas Dansebod, P. Klæstrup 1877

Foreningen nedsatte sig med en bestyrelse med lige mange kvinder og mænd. Med dens stiftelse havde modstanden mod prostitutionsloven af 1874 organiseret sig. Hvor det tidligere hovedsageligt havde været læger og politikere, der udtalte sig om prostitutionsspørgsmålet, blev især præster og borgerskabets kvinder de nye aktører i debatten. Og det blev dem, der blev de udfarende i de følgende års debat. De rettede med høj røst opmærksomhed mod manden ”som det egentlige Ophav til Prostitutionen og dens uundgaaelige Følger” og fremhævede sociale årsager til, at kvinder blev ” Ofre for Prostitutionen (Mangel paa Dannelse, Lyst til Pynt, utilstrækkeligt Erhverv, Nød og Elendighed)”. 

 Blandt tilhængerne af prostitutionsloven var det fortsat læger, der indtog den mest fremtrædende rolle. De betragtede sig som autoriteten på området og opfattede modstanderne som en flok fantaster, de ikke behøvede tage al for alvorligt.

En øget skepsis mod loven

Da prostitutionskontrollen ikke viste de ønskede resultater, begyndte tilhængernes tillid til systemet at vakle. Også i lægekredse. Specialist i kønssygdomme, lægen Edvard Ehlers, var en af dem. Han havde været stor tilhænger af kontrolsystemet. Men gradvist blev han mere skeptisk over for dets gavnlige virkning og over den vilkårlige magt, som politiet var blevet tillagt over de prostituerede.

Også flere rigsdagsmedlemmer blev overbeviste om, at modstanderne af den offentlige prostitution havde en god sag. Men de kunne ikke enes om at fremlægge et egentligt alternativ til det eksisterende system. Det lykkedes dog i 1895 at opnå flertal i Rigsdagen for en ændring af prostitutionsloven, så politiet ikke længere kunne tvinge prostituerede til at bo i bordeller. Samme år blev det afsløret, at flere politifolk havde misbrugt deres stilling til bl.a. afpresning af prostituerede. Den store sædelighedsskandale, som den kaldtes, gav øget næring til kritik af de magtbeføjelser, som prostitutionskontrollen gav politiet.  

"Albertine i politilægens venteværelse". Christian Krohg, Nasjonalmuseet for kunst, arkitektur og design. 1885-87 Oslo.

Den offentlige prostitution ophæves

Modstanderne af den offentlige prostitution havde fået vind i sejlene. I 1901 forbød Rigsdagen bordeller og med det politiske systemskifte samme år kom ophævelsen af den statskontrollerede prostitution for alvor på dagsordenen. Justitsminister Christian Carl Alberti lovede, at det var en sag den nye venstreregering ville prioritere.

Der skulle dog gå nogle år, før der skete noget i sagen. Først i marts 1906 blev der med Lov om Modarbejdelse af offentlig Usædelighed og venerisk Smitte sat et endeligt punktum for den 32-årige periode med statskontrolleret prostitution.

Referencer og supplerende litteratur

 Maanedsblad 1880: Vort Øjemed.
Maanedsblad 1881: Prostitutionssagen i Medicinsk Selskabs Møde den 16. Marts.
Lützen, Karin, 1998: Byen tæmmes.
Pedersen, Merete Bøge, 2007: Prostitution og grundloven.