Prostitution - før og nu

Til kamp for kyskheden

”Lykke” råbte Elisabeth Grundtvig ud over forsamlingen. ”Lykke, det er, hvis flertallet af mænd blev kyske og trofaste! Det er, hvis vi tænker os et samfund, hvor den sanselige drift kun findes i forbindelse med kærlighed, hvor mænd og kvinder lever i rene, lykkelige ægteskaber, og hvor forførelse, voldtægt, prostitution og al den elendighed, som følger med det, kun kendes af navn!” Først var der dødstille i salen. Så bragede klapsalverne fra de hundredvis af kvinder løs i flere minutter.

Læg låg på lysten
Det var til et møde i Dansk Kvindesamfund, at Elisabeth Grundtvig holdt sin tale en forårsaften i 1887. Talen var et angreb på den usædelighed og prostitution, der fandtes overalt. Hvis mennesket ikke lærte at styre sine drifter, ville hele samfundet ende som fordærvet. Det var især mændene, den var gal med, mente Elisabeth Grundtvig. Mens mænd var i deres drifters vold, var kvinder derimod fra Guds hånd skabt kyske og sædelige. Derfor kunne de meget passende hjælpe mændene til at styre deres lyster.

Ikke alle var enige i Elisabeth Grundtvigs syn på mænd og kvinders drifter. De mange røster om, hvorvidt både mænd og kvinder skulle – og kunne – lægge låg på lysten, fik debatten til at bølge frem og tilbage i månedsvis. Den fik endda sit eget navn: Sædelighedsfejden.

 Elisabeth Grundtvig var inspireret af forfatteren Bjørnstjerne Bjørnson. Han havde skrevet et skuespil om ægtepar, der var lykkelige, fordi de var venner og ikke havde et seksuelt forhold. At det var vejen til lykke, var mange uenige i, blandt andet samfundsdebattøren Georg Brandes. En anden modstander var højskolemanden og forskeren, Poul La Cour. Både mænd og kvinder har drifter, skrev han i et brev til Elisabeth Grundtvig. Men mænd kan også tænke på andet end sex – og et ægteskab kan sagtens være lykkeligt, selvom manden og kvinden er mere en bare venner.

Ligestilling på mænds eller kvinders præmisser?
Et blik på Sædelighedsfejden kan i dag minde os om, hvor meget debat køn og seksualitet kan skabe. Men hvorfor så voldsom en debat? Ved at læse de originale taler, avisindlæg og breve om Sædelighedsfejden dukker flere forklaringer op. En forklaring er, at kyskheden blev et vigtigt kort på hånden for 1800-tallets kvinder. Dengang havde de ingen politiske og personlige rettigheder. Men med argumentet om, at kvindens kyskhed gav bedre samfundsforhold, kunne de spille med om magten i samfundet som en nødvendig brik. Det var vigtigt i kampen for ligestilling.

Ved at argumentere for, at kvinders seksualitet var anderledes end mænds, påpeger Elisabeth Grundtvig, at mænd og kvinder ikke er ens. Derfor ville kvinderne ikke bare have rettigheder i et samfund, skabt på mænds præmisser. Nej, de ville have et ligestillet samfund, der også var indrettet på deres præmisser. Et samfund, hvor kvindens natur nogle gange var bedst for alle.

Physionomiske Studier af 3 bekjendte Trækkere. Morale: Hvad skal skal enden blive naar Forgyldningen er gaaet af St. Gjertrud. ca. 1890, Københavns Bymuseum.

De kyske kvinders eksistensberettigelse
Sædelighedsdebatten kan ses som et ligestillingsopgør og oprør mod tidsånden, hvor kvinders rolle var som underlegne husmødre og mænds som machoer. Men Sædelighedsfejden kan også give os et billede af en anden kamp, som borgerskabskvinderne i Dansk Kvindesamfund kæmpede i slutningen af 1800-tallet: Kampen for deres egen eksistens.

Borgerskabskvindens livsopgave var, udover at være hustru og mor, også i høj grad som leder af husholdningen og tjenestepigerne. Men i slutningen af 1800-tallet medførte industrialiseringen mange nye hjælpemidler til hjemmet og en store stab af tjenestepiger, blev pludselig unødvendig. Derfor fandt borgerskabskvinderne en ny vigtig rolle at udfylde. Det blev som sædelighedens vogtere.

Kysk på de prostitueredes bekostning
Ved at kigge på kilderne fra tiden dukker endnu en forklaring på Sædelighedsfejden op. Elisabeth Grundtvig råbte ud over salen, at mænd var usædelige og at kvinder skulle redde dem. Men det var kyske borgerskabskvinder som hende selv, hun så som redningsplanker – og bestemt ikke de prostituerede kvinder fra kroen.
Holmensgade. Bordelmutter i sort tøj og skrabet hår og tre piger med skødehund og håndbajere venter på kunder. Københavns Bymuseum.

Når Elisabeth Grundtvig italesatte borgerskabskvinderne som noget særligt, hævdede hun sig på de mindre kyske kvinders bekostning. Med borgerskabskvindernes patent på sædeligheden, kom de prostituerede dermed til at stå i et endnu dårligere lys. Stemplet som usædelige måtte de ofte holde deres fortid hemmelig, hvis de overhovedet formåede at komme ud af prostitutionsmiljøet.

Sædelighedsfejdens perspektiver
Der er ingen tvivl om, at dét at debattere seksualitet og sædelighed i 1887 var med til at sætte køn og magtforholdet mellem kønnene på dagsordenen. Dansk Kvindesamfunds kamp for ligestilling, med krav om sædelighed for både mænd og kvinder, satte spørgsmål ved, hvis præmisser samfundet skulle være på.

Debatten rasede, men i kilderne er de prostitueredes stemmer tavse. De forsvandt i gadernes mørke, hvor der var masser af arbejde – en situation der er den samme i dag.

 Referencer og supplerende litteratur
Grundtvig, Elisabeth, 1887: Nutidens sædelige Lighedskrav (Trykt i Kvinden og Samfundet)
La Cour, Poul, 1887: Om Forskjellen mellem Mandens og Kvindens Natur. Aabent brev til Elisabeth Grundtvig
Rosenbeck, Bente, 1987: Kvindekøn (Gyldendal)
Skovbjerg, Karen, 1983: Da kvinden blev borger (Dansklærerforeningen/Skov)Dahlerup, Drude, 2001: Ambivalenser og strategiske valg – om problemer i kvindebevægelsen og i feministisk teori omkring forskels- og lighedsbegreber (Gender, Empowerment and Politics, tillæg 3)
Ravn, Anna-Birte, 1989: Mål og midler i den gamle og nye kvindebevægelse (Nyt forum for kvindeforskning, Kvinfo)