Prostitution - før og nu

Den frikendte sexkunde

"Uagtet vi maae erkjende, at det i mange Tilfælde er Mændene, der er det egentlige Ophav til Prostitutionen og dens uundgaaelige Følger, […] nødes vi dog til […] for Øieblikket saagodtsom at see bort fra Mændenes Virksomhed, og næsten udelukkende at henvende vores Opmærksomhed paa Fruentimmerne, fordi de ere de eneste, som under vore nuværende Samfundsforhold kan underkastes nogen Kontrol.”

Sådan lød anbefalingen i 1861 fra overlæge Sophus Engelsted. Og magthaverne lod til at være lydhøre over for de synspunkter, der kom fra datidens førende specialist i kønssygdomme. I hvert fald glimrede sexkunden - eller utugtskunden for at bruge tidens betegnelse - ved sit fravær i den straffelov, der blev vedtaget nogle år efter. Kvinder, der solgte seksuelle ydelser, skulle derimod straffes med fængsel.

Kundens vej fra straf til frikendelse

Straffeloven fra 1866 afløste i princippet Christian 5.´s Danske Lov fra 1683. Ifølge denne gamle lov skulle den utugtige kvinde straffes ikke alene med tugthusarbejde, men også med piskning. Mere interessant er, at mænd, der blev grebet i at besøge et bordel, skulle straffes med fængsel. Selvom det er tvivlsomt, om den bestemmelse nogensinde er blevet håndhævet, viser den, at både køb og salg af seksuelle ydelser var strafbart  - i hvert fald i princippet. Det ændrede sig med straffeloven af 1866. Herefter var det kun strafbart at have sex med mindreårige børn. Hvis barnet var mellem 12 og 16 år blev sexkunden dog kun straffet , hvis forældre eller værger krævede det.  

Heller ikke i prostitutionsloven, der blev vedtaget i 1874, var søgelyset rettet mod sexkunden. Det blev som Engelsted havde foreslået: kun de prostituerede kvinder blev underlagt kontrollerende tvangs- og straffebestemmelser.

En kunde på vej gennem Nyboder, Storm P., 1931, Københavns Bymuseum.

"En forsmædelig Uret"

Denne ulighed virkede som en rød klud på de af borgerskabets kvinder og mænd, der så det som deres fornemste opgave at bekæmpe, hvad de oplevede som en tiltagende løssluppenhed. I artikler og i taler, bl.a. på de kvindemøder, der blev afholdt af "Foreningen imod Lovbeskyttelse for Usædelighed" , lød en skarp kritik af det dobbeltmoralske i, at kontrol- og straffeforanstaltningerne alene rettede sig mod kvinden. Det var efter debattørernes mening krænkende for ”Menneskets Værdighed og Ret.” 

En stolt alfons sammen med "sine piger" i døren til Café Det Røde Hav, ca. 1905, Københavns Bymuseum

Også blandt læger var der en stigende skepsis over, at det kun var sælgeren af  seksuelle ydelser, der blev udsat for kontrolforanstaltninger. En af dem var overlæge Edvard Ehlers, specialist i kønssygdomme. Han gik ligesom Engelsted ind for kontrol for at begrænse udbredelsen af kønssygdomme. Men for at være effektiv måtte den efter hans mening rette sig både mod køberen og sælgeren af sex . Der måtte være: ”lige Ret for begge Køn, og enhver ved, at det er en forsmædelig Uret, der begaas, naar Kønssygdommene betegnes som ”Fruentimmersygdomme”, ved hvilken Betegnelse altsaa Skylden for deres Forplantelse med den fra Adam nedarvede Ridderlighed lægges over paa Eva.”

Men sexkunden var med det lovkompleks, der blev indledt med straffeloven af 1866, stille og roligt gledet ud af de lovbestemmelser, der rettede sig mod prostitution. Herved ændrede den modstand, der rejste sig mod en sådan kønsmæssig ulighed, intet.

Først med straffeloven af 1999 blev sælgeren og køberen stillet lige for så vidt det også blev gjort straffrit at sælge sex. Samtidig blev den seksuelle lavalder hævet til 18 år. Så for sexkunden fik loven den konsekvens, at det blev strafbart at købe sex af unge under den alder.

Referencer og supplerende litteratur

Ehlers, Edvard, 1893: Bidrag til Diskussionen af Prostitutionsspørgsmaalet.
Engelsted:, Sophus, 1861: Om Foranstaltningerne mod Udbredelsen af veneriske Sygdomme i Kjøbenhavn..
Lützen, Karin, 1998: Byen tæmmes.
Pedersen, Merete Bøge, 2007: Prostitution og grundloven.