Prostitution - før og nu

Dømt til prostitution

”de liderlige Fruentimmere, der virkelig ere kvalificerede til Indskrivning, blive ingenlunde ryggesløsere ved at underkastes denne Kontrol; men i nogle Henseender kunne de endog komme til at føre et ordentligere Liv.”

Sådan udtalte landets førende specialist i kønssygdomme, overlæge Sophus Engelsted, under prostitutionsdebatten i 1860´erne. Han var også den læge, der fik størst indflydelse på indholdet af den prostitutionslov, der blev vedtaget i 1874.

Offentlig og kontrolleret

Engelsted var stærk tilhænger af kontrol med de prostituerede kvinder. For ham og andre kontrolkrævende læger var prostitution ”en lige så snusket affære som byens rendesten. Men hvis den blev gjort offentlig og dermed blev underlagt kontrol og overvågning, var den at ligne med et moderne kloaksystem, der også lå skjult for byens borgere, blev passet af kloakmestre og diskret førte byens affald bort.” [Lützen 1998, s. 222]

Fra midten af 1800-tallet havde frygten for kønssygdomme fået politiet til stramme grebet om kvinder, der levede af prostitution. Krav om jævnlige lægeundersøgelser var ikke nok. En ny kontrolforanstaltning var prostitueredes indskrivning hos politiet som "offentlige fruentimmere". Indskrivningen skete enten frivilligt eller ved tvang. Som offentligt fruentimmer forpligtede den prostituerede sig til at møde til regelmæssig kontrol hos politilægen.

"Albertine i politilægens venteværelse". Christian Krogh, Nasjonalmuseet for kunst, arkitektur og design. 1885-87 Oslo.

Overlæge Engelsted var dog endnu ikke tilfreds. Han gjorde sig til talsmand for en systematisk tvangsindskrivning af alle ikke-indskrevne prostituerede, også de såkaldt "hemmeligt prostituerede". Det var kvinder, der drev prostitution ved siden af eller under dække af et borgerligt erhverv, som f.eks. syersker eller tjenestepiger. Efter Engelsteds mening var disse ukontrollerede kvinder særlig farlige spredere af den frygtede syfilis. 

Ikke alle Engelsteds kollegaer støttede op om hans konklusioner. Bl.a. hans kollega på Almindelig Hospital, L. I. Brandes, der argumenterede mod, at det især var hemmeligt prostituerede, der var bærere af veneriske sygdomme og mod tvangsindskrivning.

Det var dog Engelsteds synspunkter, der slog igennem i debatten og hos landets lovgivere.

Et lovgrundlag tilpasset praksis

Engelsted efterlyste desuden et lovgrundlag for tvangsindskrivning af prostituerede kvinder. Det, der bekymrede ham, var ikke selve tvangsindskrivningen, der i hans øjne var absolut nødvendig. Men at en sådan administrativ tvangsforanstaltning kunne stride mod de grundlovssikrede rettigheder om personlig frihed.

Bordel i Didrik Badskjærs Gang, 1906, Københavns Bymuseum. Det er bordelmutter i sort kjole i sofaen. Fotografiet skal være taget dagen før prostitutionsloven blev ophævet.

Et lovgrundlag skulle med andre ord udformes så det svarede til politiets praksis. Engelsted var dog ikke blind for, at også tvangsforanstaltninger vedtaget ved lov kunne fremstå som overgreb mod de prostituerede kvinder. Derfor lagde han vægt på, at der i forbindelse med tvangsindskrivning blev taget hensyn til ”Humanitet og Agtelse for Menneskeværd.”

Spørgsmålet om kvindernes personlige frihed udgjorde et centralt omdrejningspunkt i debatten op til vedtagelsen af "Lov om Foranstaltninger til at modarbejde den veneriske Smittes Udbredelse" i april 1874.

Prostitutionsloven

Prostitutionsloven blev vedtaget med stort flertal i Rigsdagen. Dermed var det ved lov bestemt, at prostituerede både kunne udsættes for tvangsvisitation og tvangsindskrives som "offentlige fruentimmere" . Det overordnede mål med disse tvangsforanstaltninger var, at alle kvinder, der ernærede sig ved prostitution, skulle underlægges politiets kontrol. Prostitution skulle kun kunne udøves af kvinder, der var autoriseret af politiet.

På sygebesøg i Holmensgade, ca. 1900. Københavns Bymuseum.

Samtidig var det vigtigt for myndighederne at slå fast, at kontrol- og tvangssystemet ikke var ensbetydende med lovliggørelse og anerkendelse af prostitution som erhverv. Det handlede udelukkende om, at en vis sanktion af løsagtigheden var uundgåelig, hvis det skulle lykkes myndighederne at få kontrol over prostitutionen og dens farlige følgesvend, kønssygdommen.

Ud over at beskytte samfundet mod kønssygdomme havde loven også et andet vigtigt formål, nemlig at "beskytte den offentlige Velanstændighed mod de løsagtige Fruentimmers Uvæsen."  De to motiver var for så vidt sidestillet. Men det var prostitution som et særligt samfundsfarligt problem, der blev fokuseret på under debatten i Rigsdagen. Spørgsmålet er, om det udelukkende kan forklares med frygten for den smitte, som de prostituerede kunne viderebringe. Eller om det også hang sammen med, at det kun var det sundhedsmæssige motiv, der kunne retfærdiggøre så vidtgående kontrol af de prostituerede og så vidtrækkende indgreb i deres personlige frihed, som der blev lagt op til.

Referencer og supplerende litteratur

Engelsted, Sophus, 1863: Om Foranstaltningerne mod Udbredelse af veneriske Sygdomme i Kjøbenhavn. Trykt i Ugeskrift for Læger nr. 17.
Rigsdagstidende, Tillæg A, 1873-74. Bemærkninger til foranstaaende Lovforslag.
Lützen, Karin, 1998: Byen tæmmes.
Bøge Pedersen, Merete, 2007: Prostitution og grundloven.
Vammen, Tine, 1986: Rent og urent.