Prostitution - før og nu

Fra afstraffelse til kontrol

”Det andet væsentlige Punkt […] er: hvorvidt det er rigtigt at træffe Foranstaltninger, som sigte til at forhindre Fruentimmere, som i Smug drive Prostitution, fra at slæbe de veneriske Sygdomme omkring og overføre dem paa Skyldige og Uskyldige. […] jeg kjender intet andet dertil sigtende kraftigt Middel end at bringe disse ukontrollerede Fruentimmere under regelmæssig Kontrol.” 

Sådan lød det fra overlæge Sophus Engelsted i 1863. Kontrol var efter hans mening det bedste middel i kampen mod prostitution og kønssygdomme.

Engelsted var langt fra alene med den opfattelse. Kontrol var i 1800-tallet i stigende grad blevet borgerskabets og myndighedernes styringsredskab over for trusler mod befolkningskvaliteten og den eksisterende samfundsorden. En sådan trussel var de ”løsagtige Kvinder”.  I kraft af deres blotte eksistens forstyrrede de den offentlige orden og moral samtidig med, at de var bærere af farlige smitsomme sygdomme. 

Fra Guds straf til kontrol og behandling

Siden den kristne tro blev udbredt - og især efter reformationen blev indført i 1536 - havde prostituerede været betragtet som syndefulde fristerinder, der fordærvede den offentlige moral. Da det desuden blev erkendt, at seksuel omgang var årsag til den omsiggribende og dødelige syfilis, var den kristne kirke ikke i tvivl. Syfilis var Guds straf for synd og hor. Landets første protestantiske biskop Peder Palladius tordnede da også mod ”de onde Kvinder”, der førte ”et skændigt Levned med Horeri, Skørlevned eller Boleri”.

Det resulterede i en række love med strenge fysiske afstraffelser af prostituerede og ruffersker, f.eks. offentlig piskning ved kagen. I 1683 blev disse forskellige love og bestemmelser samlet i Christian den 5.´s Danske Lov.  

Kone i halsjern ved kagen. Slutningen af 1700-tallet, Københavns Bymuseum

Med oplysningstidens fokus på videnskab og fornuft tog kirkens og statsmagtens hårde forfølgelse af de prostituerede gradvist af. De strenge straffe havde hverken resulteret i mindre prostitution eller færre veneriske sygdomme. Hvor syfilis havde været opfattet som en straf fra oven, blev den nu opfattet som en sygdom, der kunne bekæmpes med rationelle midler. Inden 1700-tallets udløb havde Danmark som det første europæiske land indført fri behandling af syfilis og andre veneriske sygdomme uanset formueforhold.

Ved siden af det moralske motiv for  bekæmpelse af prostitution blev  opmærksomheden herefter i stigende grad rettet mod den nære sammenhæng mellem prostitution og udbredelsen af kønssygdomme.

Kontrol, straf og tolerance

Den fri behandling af kønssygdomme var ikke nok til at få kontrol med den frygtede syfilis. Ligesom i andre europæiske lande blev der derfor i Danmark indført regelmæssig politi- og lægekontrol med de prostituerede.

Syfilispatient behandles i en svedetønde med røg af kviksølv blandet med urter.  Læg mærke til de to syge i sengen og lægen, som sidder i baggrunden og skriver journaler. På billedet på væggen omfavner djævlen en ung kvinde. Wendt, 1820. 

I 1815 krævede den enevældige konge, Frederik den 6., at den københavnske politidirektør fik sat kontroludøvelsen i system. Det skulle ske ved, at der blev stillet krav til de prostituerede om at møde til undersøgelse hos politilægen én gang om måneden. Den kongelige ordre blev dog holdt hemmelig for den almindelige offentlighed. Magthaverne ønskede ikke, at befolkningen fik kendskab til den tolerance over for det forbudte, der nødvendigvis måtte følge en sådan praksis.

I løbet af første halvdel af 1800-tallet blev kontrollen af de prostituerede gradvis skærpet med krav om hyppigere undersøgelser hos politilægen. Udeblev kvinderne fra undersøgelserne, kunne politiet dømme dem til fængsel på vand og brød eller til arbejde i en straffeanstalt. Ved gentagne udeblivelser kunne de blive tvunget til at lade sig registrere som "offentlige Fruentimmere"  og bo i et af byens tolererede hus, dvs. bordeller. Selv om prostitution var et ulovligt erhverv, blev det ved en kombination af kontrol og straf til en vis grad tolereret af politimyndighederne.

Prostituerede ved lægekontrol. Dr. B. Schidlof: Prostitution und Mädchenhandel, 1930.

På kant med grundloven

Det var en stigende frygt for de veneriske sygdomme, der havde resulteret i en fast administrativ praksis med registrering og indskrivning af prostituerede kvinder. Det var var den praksis en række læger satte spørgsmål ved. En af dem var overlæge Sophus Engelsted. 

Engelsteds bekymring gjaldt ikke politiets tvangsforanstaltninger i forhold til prostituerede kvinder. Den gjaldt det manglende lovgrundlag for en praksis, der efter hans mening var på kant med grundlovens bestemmelser om den personlige frihed.

Det blev der rådet bod på. Med politilovene af 1863 og straffeloven af 1866 blev der givet politiet lovhjemmel til at regulere og kontrollere den offentlige prostitution. Men det var først med "Lov om Foranstaltninger til at modarbejde den veneriske Smittes Udbredelse"  fra 1874, at der blev vedtaget et lovgrundlag for tvangsvisitation og tvangsindskrivning af kvinder under den offentlige prostitution. Desuden blev det bestemt, at de indskrevne kvinder, eller offentlige fruentimmere som de blev kaldt, skulle underlægges politiets tilsyn og kontrol.

Dermed var startskuddet givet til 32 år med en lovbestemt statskontrolleret prostitution.

Referencer og supplerende litteratur

Engelsted, Sophus, 1863: Om Foranstaltningerne mod Udbredelsen af veneriske Sygdomme i Kjøbenhavn. Trykt i Ugeskrift for Læger nr. 17. 
Hartmann, Grethe, 1949: Boliger og Bordeller.
Matthiessen, Hugo, 1914: De Kagstrøgne.
Pedersen, Merete Bøge, 2007: Prostitution og grundloven.